Spørgsmål og svar

Sygesikringsbevis:
  • Medbringer du dit sygesikringsbevis kan du selv registrere at du er kommet. Du skal være opmærksom på at kommer du senere end det aftalte tidspunkt, skal du alligevel henvende dig i receptionen
  • Vi kan hjælpe dig med en mærkat hvor din personlige stregkode er påtrykt første gang du kommer. Så kan du bruge den istedet for dit sygesikringebevis.
  • Bruger du dit sygesikringsbevis så er det på eget ansvar hvis du taber det, eller på en anden måde mister det
 
Hvad må man ikke spise ?
  • Når der er fast apparatur (når bøjlen er limet på tænderne ) må man ikke spise hårde, seje og klæbrige ting som f. eks. karameller, vingummi, lakrids og sukkerholdigt tyggegummi.
  • Hårde ting som æbler og gulerødder skal rives eller skæres i mindre stykker, så det ikke skal bides over med fortænderne.
  • Ved aftagelig bøjle kan bøjlen tages ud og lægges i bøjleæsken, når man spiser.

 

Spørgsmål og svar om bøjler.

Gør det ondt at få bøjler på?
Kan man mærke noget bagefter?
Kan man spise bagefter?
Kan man spise slik, når man har bøjle på?
Bliver man drillet?
Hvor lang tid skal man have bøjle på?
 
 
 
Julie har fast bøjle i overkæben. Hun fortæller, at det ikke gør ondt at få sat bøjlen på, men et par timer efter hun fik sin faste bøjle på, begyndte tænderne at blive ømme.
Dagen efter var tænderne endnu mere ømme, men efter et par dage, var ømheden helt væk. Mens tænderne var ømme føltes det som om det strammede omkring tænderne.

Når Julie er til kontrol og får strammet bøjlen, så bliver tænderne en smule ømme igen, men ikke nær så meget, som dengang bøjlen var ny.

Når tænderne er ømme, kan Julie bedst lide at spise ”minimeal”, yoghurt og suppe, men ellers spiser hun helt normalt.

Julie synes, at det kan være lidt irriterende, når hun og veninderne køber slik, at hun må nøjes med den slags slik, som det er tilladt at spise når man har bøjle på, men det er slet ikke et stort problem. Julie fortæller også, at hun aldrig har ødelagt noget på sin bøjle, fordi hun passer på ikke at spise hårde og klæbrige ting. Det er hun lidt stolt af.
Julie er glad for at hun sagde ja tak til at få bøjle på. Hun synes helt bestemt, at det er alt besværet værd. Det eneste som kan irritere Julie, er når hun bliver kaldt ”bøjlefjæs”. Det er også sket, at hun bliver kaldt for ”brace face”, men det har hun ikke noget imod.

Selvom Julie selvfølgelig glæder sig til hun engang får bøjlen af, så synes hun tiden indtil nu er gået hurtigt, og hun har ingen problemer med at anbefale andre at sige ja tak til tandretning, hvis de får det tilbudt i børne- og ungdomstandplejen.

------------------------------------------------------------------
 

Maja er i modsætning til Julie færdig med at få rettet sine tænder. Hun er enig i, at det ikke gør ondt at få bøjle på. Maja husker kun, at hun havde ømme tænder, især når hun spiste.

Maja blev ikke drillet for at have bøjle på. Det skyldes måske, at hun var omkring 16 år, da hun fik sin bøjle. Hendes venner var på det tidspunkt kommet over drillealderen.

Maja har nu fast afslutningsbøjle bag på fortænderne i underkæben og en gennemsigtig aftagelig afslutningsbøjle til overkæben. Den sidste sover hun kun med om natten.

Tiden med fast bøjle forløb uden problemer.

Det tog ca. 1 år at få rettet tænderne. Dertil skal lægges den tid, som Maja skal bruge på afslutningsbøjler.

Maja er meget glad for, at hun fik rettet sine tænder.

 
Center for Tandregulering I/S er et samarbejde mellem Ballerup, Egedal og Furesø kommuner
Baltorpvej 20B - 2750 Ballerup - Tlf. 4477 6400 - E-mail info@cftand.dk (Vær opmærksom på at det ikke er muligt at aflyse/flytte tider pr. mail)